Rejsegilde på Vibehaven

Mandag den 13. marts var der rejsegilde for 72 nye boliger i Ringsted, og trods voldsom forårsregn var der fuld fejring: bøfsandwiches, borgmestertaler og betonhuse med tæt tag og grøn krans.  

Vi er nu halvvejs med byggeriet, og det blev fejret med et traditionsrigt rejsegilde, hvor de dygtige håndværkere blev anerkendt for deres gode arbejde.

Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten var mødt op og roste blandt andet byggeriet i sin tale for at være et godt eksempel på, hvordan man får attraktive boliger i bymidten.

72 familieboliger  

Vi opfører 72 familieboliger i et skrående landskab med rekreative fællesarealer for Boligselskabet Sjælland.  

Der kommer boliger i forskellige størrelser, så der både er boliger til børnefamilier, singler, par og seniorer. Enkelte boliger får altan, og stueplansboligerne får et mindre privat udeareal ved hoveddøren til den enkelte bolig. Der kommer boliger i både et og to plan. Etplansboligerne kommer til at ligge i stueplan og toplansboligerne kommer man til via udvendig trappe og ligger i 1. og 2. sals højde.  

Byggeriet bliver et rødt murstensbyggeri og kommer til at bestå af fem blokke i treetagers højde. Boligerne får energiklasse 2020, og der lægges vægt på at anvende miljø- og allergivenlige materialer.  

Der er stor fokus på at skabe et indbydende fællesareal med stisystemer, der går gennem området og med forbindelse til det bagvedliggende grønne parkområde.  

Vibehaven er det femte projekt i rammeaftalen med Boligselskabet Sjælland.

Projektet udføres i samarbejde med Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Holmsgaard Rådgivende Ingeniører og Dominia A/S.

Læs mere om Vibehaven her.