Første spadestik på Hampens Hus

Byggeriet af det biobaserede byggeri er nu officielt i gang i Nykøbing Falster – og hos Adserballe & Knudsen er vi meget begejstrede over at indtage rollen som hovedentreprenør på projektet.

Der er mange ambitioner samlet på få kvadratmeter. Bare 80 m² udgør bygningen, som opføres primært i hampematerialer. Ikke færre end 10 forskellige hampeprodukter bliver taget i brug. Fra hampebeton og isolering til hampestøvsplader, reb og en specifikt til sagen nyudviklet 100 % biobaseret tagplade.

Ambitionen er klar: At vise, hvordan biobaserede materialer kan spille en langt større rolle i fremtidens byggeri – og samtidig danne grundlag for nye danske værdikæder for industrihamp.

– Vi tager vores del af ansvaret for den nødvendige ændring hen imod brug af bæredygtige byggematerialer, som dansk byggeri skal tage hurtigst muligt, og vi vil naturligvis dele vores erfaringer med materialerne. Vi glæder os over at være en del af et stærkt team, der vil skabe en masse ny viden, som vi – og hele branchen – kan bruge,” siger Jakob Kock, teknisk direktør i Adserballe & Knudsen.

Projektet er tegnet af nikolova/aarsø, som har specialiseret sig i biobaseret arkitektur, og det realiseres med støtte fra Realdania, Boligfonden Kuben, MAE Interreg EU og Guldborgsund Kommune.

Herudover deltager Agrovi, BAYO.S Skruefundamenter ApS, CELF, Structured Environment, DTU – Technical University of Denmark, Birkelink ApS, Business Lolland-Falster og Building Based on BioBased.

Vi glæder os til at bringe Hampens Hus til live og være med til at skabe ny viden og inspiration til hele branchen.