Rejsegilde på Sømmes Vænge

Med flaget hejst, grøn krans til tops og pølsevogn de luxe fejrede vi i sidste uge det traditionelle rejsegilde for opførelsen af 63 almene træboliger i Gundsømagle.

Det er en vigtig milepæl i et vigtigt projekt for både os og vores bygherre Boligselskabet Sjælland.

Til opførelsen af boligerne anvendes nemlig det innovative træbyggesystem, Carpent, som forener parametrisk design, robotteknologi og traditionelt tømrerarbejde.

Her overføres modeldata til en fuldautomatisk robot der skærer, fræser og mærker de enkelte komponenter. Denne digitale løsning medfører konkrete fordele som:

– Reduktion af materialeforbrug
– Optimering af processer
– Styring af fugtrisiko
– Fleksibilitet i udførelsen.

Borgmester Tomas Breddam besøgte rejsegildet og gav i sin tale udtryk for stor begejstring tilrettet projektet.

”Projektet passer rigtig godt til kommunens vision for bæredygtige og fleksible boliger, hvor der er plads til alle livssituationer, man er i,” sagde han blandt andet.

Bestyrelsesformand Tom Frederiksen og Troels Riis Poulsen, administrerende direktør for Boligselskabet Sjælland, rettede begge en stor tak til de involverede på projektet, for et rejsegilde er jo håndværkernes fest – og dem som klargør boligerne, så de bliver til hjem for familier, unge, ældre, par og enlige.

”En stor tak til jer håndværkere – for at forvandle de byggematerialer og arkitektstreger til de boliger, som bliver til nogens hjem,” sagde sidstnævnte.

Vores direktør Michael Vestergaard Jacobsen takkede naturligvis også både egne tømrere og vores underentreprenører, og herudover lægger han vægt på Boligselskabet Sjællands vilje til at introducere ambitiøse tiltag.

”Igen ser vi vores bygherre gå forrest med investeringen i et træbaseret byggesystem, som kan skabe helt nye muligheder for både det almene byggeri og resten af branchen,” siger han og fortsætter:

“Nu har vi rejst de første 10 blokke med Carpent, og vores byggeledelse og tømrere har optimeret konceptet igennem hele udførelsen, så vi er klar til at sætte det i gang på endnu flere byggerier”.