Alle taber på arbejdsulykker: Den tilskadekomne medarbejder, de pårørende, kollegaerne, virksomheden og i sidste ende samfundet. Men hvad er årsagen til at hverken APV’er og API’er, regulativer og retningslinjer eller tekniske hjælpemidler kan nedbringe tallene: Er det gamle vaner, uklare regler, pressede tidsplaner eller noget helt fjerde? Det spørgsmål ønsker Adserballe & Knudsen at sætte på dagsordenen i 2018.

I 2016 blev der anmeldt 5.175 ulykker og tre dødsfald i byggebranchen. Arbejdstilsynet vurderer, at det er under halvdelen af hændelserne, der bliver anmeldt, så omfanget af uheld ude på landets byggepladser er endnu højere i virkeligheden.

Ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet koster arbejdsulykker samfundet 6 milliarder kroner om året i blandt andet sygedagpenge, tabt arbejdsfortjeneste og ekstra udgifter til sundhedsvæsenet.

Arbejdsgiverens ansvar, medarbejderens pligt

Som arbejdsgiver har Adserballe & Knudsen entydigt ansvaret for arbejdsmiljøet. Virksomheden investerer løbende i sikkerheden, men der er brug for hjælp ude på pladserne. Det fortæller arbejdsmiljøchef Jesper Yttesen.

”Undersøgelser viser, at der er en direkte sammenhæng mellem antallet af ulykker og virksomheder, der går forrest og prioriterer et godt sikkerhedsklima igennem både handling og dialog. Vi tager allerede vores ansvar som arbejdsgiver meget alvorligt, men vi skal hele tiden forbedre os.”

”I arbejdsmiljøorganisationen har vi i februar 2018 udarbejdet et nyt paradigme for sikkerhed, der skal gøre det lettere for byggelederne at gennemføre APV’er (arbejdspladsvurderinger, red.) ved opstarten af nye sager.”

Alle vil gerne have frihed til at udøve deres fag, men den frihed er ikke vigtigere end sikkerheden. Jesper Yttesen ser gerne, at der bliver skabt en dialog om området, hvor alle fra lærling til leder føler sig opfordret til at sige fra over for et usikkert arbejdsmiljø.

”Vi skal motivere både medarbejdere og ledelse til at sige fra over for uhensigtsmæssige situationer. I den sammenhæng er dialog altafgørende. Regler og retningslinjer er én ting, men det handler om at få folkene på pladsen til at tage principperne til sig som deres egne”, siger Jesper Yttesen.

De akutte og langsigtede risikofaktorer

Størstedelen af ulykkerne i byggebranchen handler om nedstyrtning fra tage og stiger, nedstyrtning af byggemateriel og maskinulykker, og en anden risikofaktor er den langsigtede fysiske nedslidning som følge af dårlig ergonomi, dvs. tunge løft, belastende træk og akavede arbejdsstillinger.

I 2017 havde Arbejdstilsynet 4.278 såkaldte tilsynsreaktioner inden for byggeriet. 2.482 af dem – svarende til 58 % – var inden for kategorien ”ulykkesrisici”, der blandt andet dækker over underkategorierne ”interne færdselsveje”, ”fald til lavere niveau”, ”fald, snublen i samme niveau”, ”nedfald af genstande, sammenstyrtning, m.m.” og ”transport-, løfte- og hejseudstyr samt elevator”.

Her er der tale om akut risiko, hvor den langsigtede nedslidning sker, når man arbejder i uhensigtsmæssige højder eller små rum, så man ikke kan komme ordentligt til arbejdsfeltet. Det gælder for eksempel ved isolering, montering af lofter og pudsning, samt arbejder over skulderen og under knæene.

At skabe tid til sikkerhed

På byggepladsen Timianhaven sætter vi noget af sjakket i stævne over snegle til en samtale om sikkerhed. Den næsten færdiguddannede lærling Victor Vigsø, den nyansatte svend Magnus Kristiansen og tømrerformændene Jimmie Clausen og Bjarne Hjortenborg fortæller enstemmigt, at omfanget af arbejdet er med til at afgøre, om det kan betale sig at hente hjælpemidler.

”Hvis det er få gange, så lader man måske være med at hente den høje stige, men hvis du skal stå med en vinkelsliber 30 gange, kan du lige så godt lige hente brillerne,” siger Victor, og Bjarne tilføjer:

”Mængden er afgørende. Er det noget, man skal gøre én gang nu og her i en akut situation, eller skal man gøre det jævnligt?”

”Men det er jo faktisk også i de situationer, det er farligst.”

”Ja, det er jo der, det går galt”, indskyder Victor.

”Når man siger: Det klarer vi lige. Der er jo bare lige den ene. Det er altid den farlige,” siger Bjarne.

”Det er der, hvor man rækker længere ud, end man kan nå. Man skal jo bare lige gøre det én gang,” griner Magnus.

”Det er ikke så godt, men det er jo det, der nogle gange er virkeligheden,” konkluderer Bjarne, men spørgsmålet er, hvad der skaber den virkelighed.

”Nogle gange er det tidspresset, der gør, at man ser lidt stort på sikkerheden. Man vil gerne have skubbet arbejdet fremad, hvis man er bagud.”

Om der er tid til at hente udstyr, det kommer ofte til at afhænge af indstillingen hos det enkelte sjak. I Victors forrige sjak var det akkorden, der slog tonen an.

”Der gik det hele meget op i at tjene penge. Indstillingen var, at det gik ud over pengepungen at gå ned og hente udstyr, men jeg vil da hellere gå til en lidt lavere timeløn, hvis det giver mig en højere sikkerhed.”

Da han skiftede til et andet sjak på samme sag, så han, at selv når man arbejder på akkord, er det muligt at skabe tid til sikkerhed i dagligdagen.

”Når der var ni-pause, havde vi pludselig tid til at gå ned i skuret. Selv om vi også gik på akkord der, var der bare bedre tid. Det var okay, at man lige gik ned og hentede et par sikkerhedsbriller.

Dialog er vejen frem

Hvordan sikrer man sig, at den rette indstilling bliver spredt rundt blandt medarbejderne? Taler de med hinanden om arbejdsstillinger og nedstyrtningsfare og den slags?

”Vi har en løbende samtale. Hvis man ser en person gøre noget på en uhensigtsmæssig måde, kan man godt prikke til dem. Det er ikke sikkert, at han lige tænker over det i situationen,” siger Victor.

Er det irriterende at få at vide, at man kan gøre noget smartere?

”Det synes jeg ikke. Det handler selvfølgelig om, hvordan man siger det, og man taler mest med dem, man arbejder tæt sammen med, men hvis jeg kan få hjælp til at gøre tingene bedre, vil jeg da gerne have det.”

For Bjarne er det indstillingen hos sjakket, der skaber plads til dialog og tid til sikkerhed.

”Det er vores indstilling, at det er bedre at undvære en mand i ti minutter frem for i ti dage. Sikkerhed er et spørgsmål om prioritering. Der er en opdragelse i det, og som erfaren svend skal man hjælpe de yngre. Det handler også om, hvordan man er som person, og hvordan man passer på sig selv.”

”Det er jeg enig i,” indskyder Magnus. ”Dem, som ikke går med høreværn, det er faktisk ligegyldigt, om de er på timeløn eller akkord. De gider ikke rende hele vejen op til bilen for at hente udstyret, hvis de har glemt det. Det handler om, hvordan man er opdraget på byggepladsen.”

”Det kan sagtens påvirke den personlige sikkerhed, at man går efter den økonomiske gevinst, men hvis man har oplevet en kollega blive udsat for en ulykke, så kan man godt se, at når det først går galt, så er den økonomiske gevinst ikke så stor,” supplerer Bjarne.

”Det er jo bedre, at vi kommer i mål alle sammen og har et godt helbred, når vi skal på pension som 72-årige – ­eller hvornår vi nu kan få lov til det.”