I 1968 bliver tømrer og bygningskonstruktør Carl Ove Enemærke ansat af Georg Adserballe og Jens Preben Knudsen i den virksomhed, som de to har startet sammen seks år tidligere.

Kontoret ligger i de år på Lyngby Hovedgade 96, hvor godt en håndfuld funktionærer har deres daglige gang.

Adserballe & Knudsen bygger meget i Grønland, og en af Carl Ove Enemærkes medstuderende har været oppe og arbejde for virksomheden. Han skaber kontakt og laver en aftale om, at George Adserballe kommer ud og tager en snak med Carl Ove på skolen.

Carl Ove er stadig ikke færdiguddannet.

“Jeg var 24 år, jeg var bare interesseret i et job, og Grønland trak i mig. Jeg havde mødt min kommende hustru to måneder før, men ellers var jeg en fri mand,” siger han og fortsætter:

“Adserballe kører ud til skolen i sin bil, og vi holder jobinterview på gangen. Han siger ok, og jeg bliver inviteret ovre på kontoret efter eksamen. Her er Knudsen også med. Han skal lige se giraffen.”

Carl Ove får jobbet, og han går i gang med det samme. Hurtigt leder han opgaven med at bygge en skole, en lille kirke og små huse til lokale fangere.

Arbejdet foregår i Thule distriktet, men det bliver koordineret fra kontoret i Lyngby, og Carl Ove får hurtigt et indtryk af adfærden og idealerne i virksomheden.

“Man sagde De til hinanden og brugte efternavne. De to, Adserballe og Knudsen, var engagerede og venlige. Der var en ordentlig ånd, og der var ingen råben og skrigen på gangene. Der var ingen ballade, hvis man lavede noget, der ikke var i orden – man fik det bare at vide. Det var et ordentligt firma.”

1970’erne: Et rakkerliv

Arbejdet i Thule foregår kun fra midt juli til oktober. Uden for den periode er det umuligt på grund af kulden. Ligesom i dag ankommer der to skibe årligt.

“Når atlantskibet kom med gods, lå det for anker ud for revet, hvor man kunne sejle ud med en pram og få forsyninger og byggematerialer ind til byen.”

Det er et isoleret sted, og det er en hård tilværelse, som man ifølge Carl Ove skal være fuldstændigt indstillet på. Det er ikke alle, der egner sig til at arbejde nord for Polarcirklen.

“Det nytter ikke noget at trække det ned over hovedet på nogen, for der er ikke ret mange, der klarer at være på Grønland, hvis ikke de har lyst til at være der. Sådan er det.”

Men Carl Ove klarer det, og over det kommende årti rejser han frem og tilbage mellem Danmark og Grønland mange gange. Han har sin kone Lissi og sit ældste barn – og siden hen et til – med oppe at bo på Østkysten i et par år i starten af 70’erne.

Byen Ammassalik skal genopbygges efter en voldsom orkan med vindstød på 290 kilometer i timen, og mere end 100 mand deltager i det enorme arbejde, der strækker sig over to år.

Georg Adserballe og Jens Preben Knudsen beder ham i 1976 om at stå for energirenovering af statens bygninger i Grønland, og over en årrække istandsætter de bygninger i én by om året. Det betyder, at familien flytter meget rundt. Til Frederikshåb, Julianehåb, Sukkertoppen og til slut Jakobshavn.

“Det var fint nok, men det var et rakkerliv. Børnene skal starte op i ny institution eller skole hvert år, det tager et halvt år at få venner, og så skal man rykke op med rode igen.”

1980’erne: Entrepriser for US Air Force

Familien flytter endegyldigt tilbage til Danmark i 1981, men arbejdet i Grønland fortsætter. Carl Ove bliver forfremmet til teknisk direktør i midten af 80’erne, men opgaverne er præcis de samme som før.

Han har brug for noget vægt på visitkortet, fordi A&K er begyndt at få mange opgaver for US Air Force.  

“Der er man nødt til at have en titel, ellers duer det ikke. Du kan ikke bare skrive under på en kontrakt som en eller anden. Nej, der skal være en titel”.

Arbejdet for det amerikanske luftvåben starter i 1982. Den første opgave er tag- og facaderenovering på Hangar 7 på Thulebasen.

“Samtidig havde vi en kontrakt på Sdr. Strømfjord, der hvor flyene lander. Opgaven var at facaderenovere en masse betonelementblokke. Det er en slags kassetter med en ribbekant med en lille fuge imellem. De er 70 meter lange og i to etager, og vi skulle lave alle de fuger, der er mellem elementerne, og vi skulle gøre det et sted, hvor temperaturen er mellem -50 og +25. Der er fræset kilometervis af fuge ud over de to år. Det er et helvedes svineri. Godt der ikke var et Arbejdstilsyn.”

1992: Ambitionerne overstiger evnerne

I 1992 er Carl Ove Enemærke i Danmark. Adserballe & Knudsen har oprettet datterselskabet Permagreen til at håndtere byggeriet på den civile side af Grønland. Det går godt, og det bliver besluttet, at virksomheden skal investere mere lokalt.

Der bliver købt både en rejetrawler og en sandsuger, og der bliver lavet en betoncentral til færdig beton. Men det går ikke godt med rejefiskeriet, og byggeriet i Grønland går i stå på grund af økonomisk nedgang, og sandsugeren har heller ikke meget mere succes.  

“Ham, der sejlede sandsugeren, magtede ikke opgaven. Han fik den ene gang efter den anden ødelagt sugerøret, og det kostede spidsen af en jetjager. Alle tre ting gik ad helvedes til, og når det går galt med sådan nogle ting, kan man jo ikke slippe af med dem igen.”

Alle i virksomheden er påvirkede af situationen, fortæller Carl Ove. Når alle knokler, og der alligevel er røde tal på bundlinjen, er ingen jo tilfredse. Og så begynder besparelserne at komme.  

“Dengang, når det var fyraften, så fik vi en øl eller en sodavand. Da der skulle spares, blev det skåret væk. Vi var jo ikke ret mange, og det var sådan et sted, hvor vi sad og fik vendt de sociale ting, så det stoppede jo alt.”

“Kloge hoveder fandt ud af, at man skulle have en professionel bestyrelsesformand. Han valgte at lukke butikken efter et enkelt år. At man er god til at bygge betyder ikke nødvendigvis, at man er god til at fange rejer.”

Opførelse af idrætshallen i Qaanaaq i det nordvestlige Grønland. Alle opgaver bliver vanskeligere under arktiske forhold, men hallen stod færdig som aftalt i 1992.

A&K var ikke blege for at tage vanskelige opgaver i store dele af Grønland. Her fejres færdiggørelsen af landets længste bro. Det er en tung opgave, når man skal grave betonfundamentet fem meter ned i permafrosten.

Den tidligere bro blev skyllet væk af gletsjersmeltevand, og på grund af den strategiske placering var det af høj prioritet for det amerikanske luftvåben at etablere af en ny bro.

Familien på en ferierejse i 1971. På billedet ses den gravide hustru Lissi og datteren Pia.

Carl Ove køber A&K med Jan Brandis

Adserballe & Knudsen går konkurs, og Carl Ove står uden arbejde. Hans kone Lissi foreslår, at han starter op for sig selv. Han er tøvende, men efter noget tid spørger han Jan Brandis, som har været med i Grønland med nedrivningsfirmaet Brandis A/S.  

“Hvad pokker, tænkte jeg, så spørger jeg ham, om han vil være med. Han skulle spørge sin revisor, men han gik med, og jeg blev høvding.”

Carl Ove og Jan Brandis gik ind med 50 % hver. 250.000 kroner per hoved for at genetablere virksomheden.

“Det var et konkursbo, og det var navnet, der kostede penge. Vi købte et velrenommeret navn, et par ansatte, 10-15 håndværkere og et kontor i Ballerup. Så flyttede vi kontoret til Ledøje Mølle tre kilometer væk, hvor Brandis i forvejen havde kontor.”

“Jeg havde ikke som sådan en vision. Jeg ville bare gøre det, som jeg hele tiden havde gjort, dvs. lave et ordentligt firma, have et ordentligt renommé, udføre nogle gode opgaver og ikke være bange for at vove pelsen.”

Det ny Adserballe & Knudsen får entrepriser i både Danmark og Grønland. De bygger Grønlands længste bro på Thule basen med et frit spænd på 63 meter over floden, og de renoverer facaden på en fjern radarstation.

“Den ligger et helvedes sted på jord, hvor ingen tror, at det kan lade sig gøre at renovere, men det kunne det. 17 kilometers højspænding ved Thule, det lavede vi, og det var yderst spændende og krævende.”

Der er meget på spil. Det gælder generelt i byggebranchen, men det gælder i særlig grad, når man bygger steder som Thule.

“Hvis du gør det godt, får du selvfølgelig mere ud af projektet rent økonomisk, men hvis du ikke gør det godt, får du tæsk, og du får mange tæsk. Hvis du er dygtig og ved, hvad du har med at gøre, kan du tjene penge. Hvis du tror, at tingene bare løser sig, så går det galt. Der skal træffes hårde beslutninger, og man skal stå ved dem.”

Det var en del af Carl Oves ledelsesstil. Der er folk i virksomheden i dag, der var ansat dengang, og som har gået under hans ledelse.

“De opgaver, man havde, dem havde man fra A-Z. Færdig. Jeg stod ikke på nakken af hverken Per Nielsen eller andre ansatte. Vi snakkede bare sammen, hvis der var nogle problemer. Større var det ikke. Man kan kalde det udpræget frihed med ansvar.”

Det går godt for virksomheden, men da Carl Ove kommer ind i sine 60’ere, gør han klar til at sælge igen. Hans datter bygningsingeniør Pia Enemærke er på daværende tidspunkt ansat i Adserballe & Knudsen, og hun kender Karsten Hjarsø, som hun fortæller om det mulige salg. Han er interesseret, og han og Niels Laursen mødes med Carl Ove på Runddelen i Charlottenlund.

“Det var ikke en kompliceret affære. Vi skulle finde ud af, om vi kunne lide hinanden, selv om vi ikke skulle arbejde sammen. Der skal være en ordentlig ånd, og det skal være et ordentligt sted at være, og det gælder for alle. Og det blev jeg overbevist om, at Karsten og Niels også mente.”

Man skal kunne se hinanden i øjnene

Ordentlighed har været en del af A&K’s væsen siden begyndelsen, og i dag er det da også formuleret som en kerneværdi.  

“Hvis man har en konflikt med en kunde eller en ansat, skal det være ordentligt, også selv om det gør ondt. Det skal være sådan, at når den konflikt er overstået, skal man kunne se hinanden i øjnene. Det skal være retfærdigt og ordentligt. Punktum.”

“Somme tider giver det buler og besværligheder, men jeg siger til mine børn: ”I skal fandeme stå fast på jeres ret.” Hvis man synes, at man har sit på det tørre og gjort sine ting ordentligt, så må det være de andres problem. Jeg kan også sige det sådan her: Jeg har aldrig sovet dårligt, fordi jeg mente jeg havde behandlet folk dårligt.”

Carl Ove Enemærke kalder udviklingen, som virksomheden har været igennem siden salget, fantastisk. Nu har A&K ved årsskiftet 2018/2019 skiftet ejerskab igen. J. Jensen koncernen er i dag hovedaktionær i virksomheden, der herudover har administrerende direktør Morten L. Hansen og markedschef Niels Jul Jakobsen i ejerkredsen.

“Jeg synes, at det er fantastisk, og jeg synes, at det, der er gjort med A&K, er superfint. Det ligger mig meget på sinde, at det går firmaet godt, og det er jeg sikker på, at det også ville gøre for de gamle afdøde chefer.”