Juletravlhed i Aarhus for Adserballe & Knudsen

Den fireårige rammeaftale med Aarhus Kommune, som Adserballe & Knudsen vandt i marts, giver rigelig beskæftigelse for svendene. Afdelingsleder forventer at skaffe flere kolleger til svendene, som trods travlhed er godt tilfredse med forholdene i Aarhus.

Opgaverne vælter ind til de 12 svende og tre lærlinge ansat i Adserballe & Knudsens vestlige afdeling for Drift og Vedligehold. Ordrerne kommer fra syv delområder i Aarhus Kommune. Her sidder de dagligt ansvarlige for kommunens bygningsmasse, som bruger blandt andre Adserballe & Knudsen til opgaver under 300.000 kr. inden for den fireårige rammeaftale, som kommunen har indgået med entreprenøren.

”Der har været travlt fra starten, og vi har lagt os i selen for at opnå det antal medarbejdere, der skal til for at servicere kommunen bedst muligt. Men opgaverne vælter ind, særligt her i december kort før budgetterne lukkes, og vi fortsætter med at søge svende og lærlinge” siger Henrik Uldall, afdelingsleder for Adserballe & Knudsen Vest.

Entreprenøren har indtil videre 11 servicebiler på gaderne med svende, som trods travlheden er kommet godt fra start i den nyopstartede afdeling. Syv af dem er dedikeret til hver deres delområde, hvor de til daglig selvstændigt varetager kontakten med ordregiverne og giver overslag på mindre beregninger af sager.

De glade svende

En af dem er Kristian Faber Nielsen, som er blandt afdelingens første svende. Siden starten af maj måned har han kørt i Brabrand-området og udført mindre opgaver. Han svarer telefonen kort efter et besøg ved Carl Ras, hvor han har købt beslag til nye døre, han netop har udskiftet på Torvshøjskolen i Brabrand.

”Hver opgave tager typisk i omegnen af 2-4 timer, så der er en del planlægning. Men med vores elektroniske system kan jeg selv planlægge tid og indkøb og på den måde optimere mest muligt i forhold til min egen tid. Jeg er herre over min egen hverdag, og det har jeg det rigtig godt med,” siger Kristian Faber Nielsen.

Alle svende har modtaget kursus i brugen af det elektroniske system, ExpandIT, som også giver mulighed for at følge med i de andre svendes plan for dagen og se hvornår, der er ledig kapacitet. De koordinerer indbyrdes og kan afsætte en halv time til at give en hånd med til at løfte en dør, hvis den er for tung. Og de er med til at sikre, at lærlingene får gode anvisninger og kan aflevere et ordentligt resultat trods travlheden.

Alle hjælper alle

Kristian Faber Nielsen oplever, at den travle hverdag hænger sammen, fordi alle altid er indstillet på at hjælpe hinanden.

”Selvom der er et stort aldersspænd, fungerer vi rigtig godt sammen i afdelingen. Ingen bliver ladt i stikken, og vi letter presset for hinanden. Jeg tror, det at vi selv kan planlægge vores hverdag, betyder meget for holdånden. Ved fyraften et par gange om ugen mødes vi, når vi alligevel skal ind omkring værkstedet, og folk har lyst til at blive og snakke, hvor vi ofte også finder løsninger i fællesskab,” siger han og understreger, at svendene har et bagland, der altid står klar i form af afdelingsleder Henrik Uldall og byggeleder Anders Kær, der i det daglige har ansvaret for tilbudsberegning og ledelse af svendene.

”Jeg snakkede med ældstemanden på holdet så sent som i går om, at det er utroligt, så godt holdet fungerer efter så kort tid. Det har ingen af os oplevet før,” siger Kristian Faber Nielsen.