Totalentreprenør Adserballe & Knudsen tog tirsdag et markant skridt i virksomhedens historie, da der blev afholdt første spadestik på det første CLT-byggeri for Boligselskabet Sjælland under den ½ mia. store rammeaftale. På placeringen ved Trekroner skal der opføres 44 familieboliger i de massive træelementer, CLT. Roskilde Kommunes borgmester, Joy Mogensen (S), deltog og sagde blandt andet i sin tale, at projektet er ventet med stor forventning og glæde.

”Jeg har glæder mig, og byrådet har glædet sig – det har været en stor målsætning for os indenfor denne byrådsperiode at komme med en vision for den almene boligsektor,” sagde borgmesteren, som bifalder det visionære valg af CLT, der blandt andet er kendt for kunne tilvejebringe boliger med et sundt indeklima.

”Jeg tror, vi har et nyt columbusæg her, som vi skal passe rigtigt godt på,” sagde borgmesteren.

Revolutionerende alment byggeri

Per Bro, byggechef i Boligselskabet Sjælland, udtalte i september, at der er tale om en revolution inden for den almene boligsektor. Dette udsagn adresserede kommende administrerende direktør, Morten L. Hansen, i sin tale ved arrangementet i tirsdags.

”Vi tager i dag hul på et nyt kapitel og den historie, der fremadrettet folder sig ud, i dette kapitel og kommende, har mange perspektiver. Bæredygtighed og genanvendelige materialer, høj arkitektonisk fleksibilitet, driftsøkonomi, beboernes oplevelse af at bo i en sund, smuk og innovativ bolig. Og vi kan skrive mange flere kapitler til, efterhånden som vi stikker endnu flere spader i jorden under rammeaftalen. Når vi en dag lukker bogen og ser tilbage, håber vi, at vi med rette kan kalde den ’Da CLT-FLEX revolutionerede den almene bolig’,” sagde Morten L. Hansen.

Adserballe & Knudsen har vundet rammeaftalen med tekniske rådgivere Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Holmsgaard Ingeniører og Thing-Brandt Landskab. Rammeaftalens er fire år, og i perioden forventer Boligselskabet Sjælland at opføre omegnen 200-400 boliger.

Fotos: Jonas Whitehorn