Natur- og fritidshytte, Frederiksberg

En moderne natur- og fritidshytte til Det Danske Spejderkorps midt i Søndermarken på Frederiksberg, hvor der er blevet opført 420 multifunktionelle etagemeter, som til fulde udnytter byggeriets naturlige omgivelser.

Kort om projektet

Placeringen midt i Søndermarken på Frederiksberg er unik. Det samme er arkitekturen i det nye aktivitetshus, som Adserballe & Knudsen har opført til DDS-spejderne og andre brugere.

Huset består af to bygninger, hvor den ene rummer samlings- og aktivitetsrum samt køkken og den anden omklædning og værksted.

Aktivitetshuset er på 420 etagemeter og består af to modstående bygninger i to etager, som forbindes af et betondæk i 1. sals højde. Betondækket har en dobbeltfunktion som terrasse og overdækning over udearealet mellem husene.

Store glaspartier åbner huset. Brugerne får ikke alene lys og luft, men er også i kontakt med Søndermarkens natur lige udenfor.

Den skrånende grund, hvorpå huset er blevet opført, er udnyttet optimalt med et uderum i flere niveauer og indretning af lege- og aktivitetsplads med Base Camp, bålplads, mm. på en del af rummet mellem bygningerne.

Proces

Bemandingen på sagen bestod af en projektleder og ti mand. Opgaven var at styre sagen sikkert og godt igennem i tæt samarbejde med en bygherre, der ikke beskæftiger sig med byggeri til daglig.

Projektet blev støttet af Frederiksberg Kommune, Lokale og Anlægsfonden, Realdania, Nordeafonden og A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal.

Teknisk beskrivelse

Arkitektens og bygherrens tanker har ført til et hus med rigtig mange detaljer, skæve vinkler og komplekse løsninger, som Adserballe & Knudsens erfarne tømrere stod for at føre ud i livet.

Adserballe & Knudsen udførte projektet i udstrakt egenproduktion.

Det indebar vante materialer med in-situ beton, tømmerarbejde, aptering, mm.

Fakta

ROLLE: Hovedentreprenør
BYGHERRE: DDS Søndermark Gruppe
ARKITEKT: Sophus Søbye Arkitekter
INGENIØR: Rostgaard
KONTRAKTSUM: 13 mio. kr.
PERIODE: 2014-2015