Fra skolebænken til byggepladsen: Mød Fatema Ghaderi

Da Fatema startede sit praktikforløb på Carlsro ABC│DE i januar 2026, havde hun aldrig været på en byggeplads før. I dag er hun fortsat studiemedhjælper på projektet i Rødovre, hvor hun har fået mere ansvar og et helt andet blik for, hvad det vil sige at arbejde som bygningskonstruktør.

Fatema læser til bygningskonstruktør på EK og søgte hos Adserballe & Knudsen, efter hun havde hørt godt om virksomheden både om sagstyperne, samarbejdet og størrelsen.

“Det er alligevel en virksomhed der er stor nok til at udføre større sager, men samtidig er det en mindre virksomhed, hvor man kender hinanden på fornavn.”

Fortæller Fatema om starten på hendes forløb. Da hun begyndte i praktikken, blev hun hurtigt taget godt imod. Som ny på byggepladsen var der meget at lære, og hun fulgte blandt andre Jamilla, der er byggeleder, og James der er projektchef på Carlsro ABC│DE.

”De vidste, at jeg kom uden praktisk erfaring fra en byggeplads, og jeg blev taget rigtig godt imod. Jeg fik mulighed for at følge med, stille spørgsmål og gradvist få mere ansvar”

Den første tid brugte Fatema blandt andet på at læse beskrivelser og sætte sig ind i projektet. For selvom uddannelsen giver et teoretisk og fagligt grundlag, er der meget, man først rigtigt forstår, når man står midt i byggeriet.

”Der er meget, man ikke kan læse sig til. Tegninger og beskrivelser giver et vigtigt grundlag, men det er først, når man kommer ud på pladsen, at man for alvor ser, hvordan tingene hænger sammen og bliver udført”

Fatema kom ind på projektet helt fra begyndelsen, da det første stillads endnu ikke var monteret. Siden har hun kunnet følge, hvordan renoveringen gradvist har taget form.

“Det har været fedt at følge. Det var vinter, det var koldt og der skete ikke det store, og nu er der gang i flere stokke og man kan se, at der sker noget.”

Samtidig har hendes egen udvikling taget fart. Hun er blevet involveret i flere forskellige opgaver og har fået mere ansvar undervejs.

“Jeg kom jo fra ikke at vide så meget om det byggetekniske til at forstå, hvad det faktisk er, jeg ser på ude på pladsen,” fortæller hun.

For Fatema har det været vigtigt, at hun ikke bare er blevet sat til de opgaver, som andre ikke selv havde lyst til at lave.

”Jeg har ikke oplevet at blive sat til opgaver bare fordi jeg var praktikant. Jeg har fået lov til at arbejde med opgaver, der faktisk har betydning for projektet, og som jeg har lært rigtig meget af. Jo mere man viser, man kan og vil, jo mere tillid viser de også en. Derfor bliver jeg også inddraget i nogle store og vigtige opgaver, og får muligheden for at træffe beslutninger.”

Et område, der har overrasket Fatema, er, hvor meget kommunikation og koordinering fylder på en byggeplads. På skolen havde hun også arbejdet med kommunikation, men først ude i virkeligheden har hun oplevet, hvor afgørende den er.

”På uddannelsen arbejder vi selvfølgelig med kommunikation, men ude på byggepladsen opdager man virkelig, hvor afgørende den er. Der er mange fag og mennesker, der skal arbejde sammen så én lille kommunikationsfejl kan stoppe en hel proces og potentielt være virkelig farlig.”

Praktikforløbet gav Fatema lyst til at fortsætte hos Adserballe & Knudsen, og efter praktikken forsatte hun studiemedhjælper på projektet.

I starten var hun lidt nervøs for at skulle tale med håndværkerne på pladsen. I dag oplever hun, at de lytter til hende og tager hende seriøst.

”Jeg er virkelig glad for at være havnet her, og jeg synes, teamet herude er mega fedt og håndværkerne er virkelig søde og lytter til en. I starten skulle jeg lige vænne mig til at gå ud på pladsen og tage dialogen med håndværkerne. I dag føler jeg mig langt mere sikker i rollen. Jeg oplever, at de lytter til mig og tager mig seriøst, og jeg er blevet meget mere tryg ved at kommunikere og følge op på arbejdet.”

Fra aldrig at have stået på en byggeplads har Fatema fået en erfaring, som hun ikke kunne have fået fra skolebænken alene.

”Man lærer jo meget på skolen, men det gør man virkelig også herude. Det har været en stor del af min udvikling, og det er også her, jeg for alvor har fået øjnene op for byggeledelse.”