Ingen byggesager er ens, og hos Adserballe & Knudsen spænder opgaverne bredt inden for både renovering, nybyggeri og træbyggeri. Det er derfor også vigtigt for os, at vores praktikanter i deres tid hos ikke kun oplever én side af branchen.
I sidste uge blev de vante rammer derfor for en dag sat på pause, da vores praktikanter besøgte hinandens byggepladser. På hvert stop stod praktikanten tilknyttet sagen for rundvisningen og gav de andre et indblik i både projektets indhold og sin egen rolle i hverdagen.
Dagen begyndte på Carlsro, hvor en omfattende renovering af et alment boligområde for nylig er sat i gang. Herefter gik turen til Toften, hvor en klassisk helhedsplan udfolder sig med både igangværende og færdige blokke.
Næste stop var Dyskærgaard, hvor en historisk trelænget gård er under transformation med nye funktioner og rammer. På Bakkekvarteret fik praktikanterne indblik i et træbyggeri opført på skruepæle og med træterrændæk, inden dagen blev rundet af i Ballerup på udvidelsen af børnehuset Kornblomsten.
Fem projekter med hvert deres udtryk, udfordringer og stade i processen.
Undervejs opstod der flere faglige drøftelser om blandt andet håndtering af asbest, PCB og tungmetaller, bæredygtighedscertificeringer og dokumentation, brandsikring og fugtforhold i trækonstruktioner samt anvendelse af skruepæle.
Yderligere gav besøgene et mere håndgribeligt indtryk af, hvordan forskellige byggepladser organiseres, både fra skurbysindretning til byggestyring.
Dagen handlede dog ikke kun om teknik. Den gav også mulighed for at udveksle erfaringer, stille spørgsmål og få indblik i hinandens praktik- og studieforløb.
De fælles besøg på tværs af projekter giver sammenhold og perspektiv, både på fagligheden og på den hverdag, der venter efter studiet. Det er en af grundene til, at vi hos Adserballe & Knudsen arrangerer dage som denne.








