AK Trae Byggesystemer scaled

Træbaserede byggesystemer med bredde, dybde og ambition

Medlemskabet går mange år tilbage, men nu har vi endelig en måned for os selv som decembers profilmedlem hos Byens Netværk.

Netværk – Byens, branchens og byggeriets generelt set – er vigtigt for os. Som virksomhed bruger vi aktivt mange ressourcer på at både opsøge, udvikle og dele viden. Siden 2017 har fokus især været på træbyggeri med tilhørende udfordringer som lyd, brand og fugt.

Vi er med i Byens Netværk for at være en del af et fællesskab, der går på tværs af fagskel og firmagrænser og arbejder i samme retning. For os er det et sted at dele erfaringer, teste nye idéer og styrke de samarbejder, der i sidste ende skaber forandring i vores branche.

Hos Adserballe & Knudsen arbejder vi med en bred palet af træbaserede koncepter og byggesystemer, der spænder fra almene boliger og domiciler til spejderhytter, demonstrationsprojekter og senest et byggeri i hamp.

Fælles for projekterne er ambitionen om at understøtte ambitiøse bygherrer gennem innovation, dokumenteret praksis og en dyb forankring i tømrerfaget.

Vi deltager i forskningsprojekter, undervisningsforløb, faglige konferencer og en række netværk, og har bidraget direkte eller med cases til bl.a. Den frivillige bæredygtighedsklasse, 4 til 1 planet, Reduction Roadmap og en række rapporter fra BUILD – Institut for Byggeri, By og Miljø om træbyggeri og CO2-reduktion.

Demonstrationsprojekter er også en vigtig del af vores arbejde, hvor vi på den ene side bidrager med erfaring og ressourcer og på den anden får lov til at arbejde med metoder og materialer, inden de er helt klar til at indgå i projekter på markedsvilkår.

Et eksempel er “Den planetære pavillon”, som vi opførte med Tegnestuen LOKAL og Aaen Engineering blandt mange andre partnere i forbindelse med UIA World Congress of Architects CPH 2023.

Tidligere i år afleverede vi Build in Wood Demonstrator på Teknologisk Institut efter et flerårigt udviklingsforløb med Waugh Thistleton Architects, C.F. Møller Architects, ABC Rådgivende Ingeniører og en række europæiske partnere.

Og aktuelt opfører vi Hampens Hus i samspil med Guldborgsund Kommune, CELF, Realdania, nikolova/aarsø og flere andre, hvor vi virkelig tester mulighederne for biobaseret byggeri.

Læs hele artiklen her Adserballe & Knudsen