Rejsegilde på Hampens Hus
Træskelettet, der danner rammen om Hampens Hus på Falster, er nu rejst, og traditionen tro blev milepælen markeret med et rejsegilde.
Huset på 80 m2 indgår i EU’s Interreg Nordsø-program Building Based on BioBased og fungerer som en test- og forskningsplatform for biobaserede materialer der skal bruges til inspiration for hele byggebranchen.
Adserballe & Knudsen er hovedentreprenør på demonstrationsprojektet, der gennemføres i samarbejde mellem Realdania, DTU – Technical University of Denmark, CELF, nikolova/aarsø og Guldborgsund Kommune.
Træskelettet er opført med beslagfrie teknikker som svalehale- og dyvelsamlinger. For at reducere mængden af spildtræ og forkorte montagetiden er præcisionsskæring af al træ til husets konstruktion udført hos robotvirksomheden Robot At Work
Byggeriet er et projekt, der rækker langt ud over matriklen i Nykøbing Falster, hvor John Brædder, formand for Erhvervs- og Udviklingsudvalget i Guldborgsund Kommune, fremhævede:
”Sammen får vi nu konkrete erfaringer med biobaserede byggematerialer, og vi stiller den viden til rådighed for hele branchen. Det er en milepæl, der viser, at vi kan – og vil – bidrage aktivt til fremtidens bæredygtige byggeri”.
Hos Adserballe & Knudsen er vi stolte af at bidrage til projektet. Selvom bygningen i kvadratmeter er beskeden, er projektets betydning alt andet end lille. Det er en unik mulighed for at arbejde med nye løsninger samt demonstrere kvalitet, sikkerhed og holdbarhed i biobaseret byggeri.
Forhåbentligt bidrager projektet til udviklingen af nye værdikæder, som hele byggeriet kan drage nytte af, og vi glæder os til at dele de erfaringer, projektet skaber.