Studiejob sætter skub i selvstændigheden: Mød Isabella Elvira Lodato
”Når der nu både stilles krav og ønsker om, at der skal skæres ned på CO2, bliver man nødt til at finde nye metoder, både nye initiativer og nye måder at håndtere de materialer vi kender.”
Heldigt for Adserballe & Knudsen var arbejdet med træ og bæredygtighed to faktorer, der især fyldte meget hos Isabella Elvira Lodato, da hun på bygningskonstruktøruddannelsen stod overfor beslutningen om at vælge en kommende praktikplads. Inden sin opstart som praktikant i januar startede hun i efteråret 2024 som studiemedhjælper efter eget forslag.
”Jeg var kommet frem til den konklusion, at det ville være bedre at starte op som studiemedhjælper, fordi jeg kunne få en bedre indsigt i, hvad jeg ville komme til at lave som praktikant. Jeg forventede også at kunne få mere ud af mit praktikforløb, hvis jeg i forvejen havde et kendskab til den sag, jeg ville ende på.”
I sit skift fra studiemedhjælper til praktikant blev det til en beslutning, der skabte mere læring i praktikforløbet.
”Det er sværere at lægge ansvaret over på en person, som man ikke har haft det største kendskab til, og som ikke selv har det største kendskab til sagen. Jeg var allerede sat ind i tingene. Jeg havde et større kendskab til både sager og opgaver inden starten på mit praktikforløb, og jeg kan derfor også varetage et større ansvar som praktikant.”
Som studiemedhjælper blev Isabella først tilknyttet projekteringsfasen på totalentreprisen, Bakkekvarteret, der er en del af byudviklingsområdet i Vinge. Her var hun blandt andet med til at stå for præcertificeringen til Svanemærket og indtænke løsninger i forbindelse med bæreevne og fugtstrategi til terrændækket der, lidt utraditionelt, laves i træ.
”Det er meget interessant at få lov til at arbejde med det, da det hverken er udbredt eller helt gennemtestet. Det er spændende at få lov til at arbejde helt fremme med de mere bæredygtige løsninger. Det var også en af de ting, der fik hevet mig hertil. Det var alt det arbejde med træ, som jeg selv finder mere interessant.”
Mens projekteringen forsatte lidt i baggrunden, blev hun sideløbende en aktiv del af teamet på Sømmes Vænge, hvor vi for nyligt afleverede 63 almene boliger, der blev opført med et innovativt træbyggesystem. Herfra fik hun en større interesse for den udførende del af et byggeprojekt.
”Det fedeste er at komme ud og komme i kontakt med dem, der er på pladsen. Til at starte med havde jeg nok set mig selv komme mere ud på pladsen for at få mere erfaring, fordi jeg ikke kommer med en håndværkerbaggrund, så det var mere for at finde ud af, hvad der rent faktisk er realistisk.”
I tiden som studiemedhjælper blev Sømmes Vænge mere eller mindre afsluttet og manglerne blev færre og færre. Isabella kom derfor også ud på DGNB-projektet Plejecenter Sjælsø, som er en af vores større totalentrepriser, hvor tømrerarbejdet udføres i egenproduktion.
”En ting er at vi sidder og tænker ’nå, det kan man sagtens’, men det er bare ikke altid virkeligheden. Det er jeg glad for, jeg lige fik lov til at snuse lidt mere til ude på Sjælsø, for der foregik lidt mere. Det er så skiftende, og der sker hele tiden noget nyt. Både godt og dårligt. Men selv det dårlige gør ikke arbejdet mindre fedt.”
I sidste uge blev der taget første spadestik på Bakkvarterets første etape, skurbyen er kommet op, og her følger Isabella selvfølgelig med, når hun forsætter på projektet med det samme team, der også stod i spidsen på Sømmes Vænge.
”Selvom man hele tiden har vidst, at Bakkekvarteret skal i gang på et tidspunkt, har det været lidt som en fantasi. På skolen har vi jo siddet meget og projekteret, men det er aldrig blevet til mere end det. Det her er sjovt, fordi jeg får lov til at forsætte det.”