PFA er en stor sag, hvor mange håndværkergrupper krydser hinanden på små arealer og smalle gange. Det er svært at finde plads til materialeopbevaring, og i sagens første tid har der ikke været en god oprydningsdisciplin. Det har kostet unødige kræfter og skabt spirende konflikter, men en målrette indsats har fået vendt den store skude i Nordhavn.

”Vi havde store problemer med affald, støvhåndtering og manglende oprydning på pladsen tidligere. Vi havde en gulvmand, der måtte bruge to dage ekstra på at gøre arbejdsområdet klar. Vi kan jo godt stå hernede i skurvognen og sende regninger ud, og vi kan gå ud og rydde op på folks vegne, men det kommer man jo ingen vegne med. Den hænger jo på os nede på kontoret, så det koster os en masse tid.”

Jacob blev træt af at have de samme samtaler uge efter uge. Han var træt af igen og igen at skulle minde folk om, at de skulle rydde op på deres arbejdsområde. Og han var træt af at skrive regninger ud. Derfor satte han sig for at gå systematisk til værks med to indsatsområder: Dialog og handling.

Man kan ikke skille de to områder ad, for de understøtter hinanden. Man får kun en god dialog ved at vise, at der er handling bag ordene. Derfor indkøbte Jacob en række hjælpemidler, han overtog nogle flyttebure fra Friheden, og han hyrede en pladsmand. Der er fire bure per etage med et førstehjælpskit, en skumslukker, en skovl, klare affaldssække og en skraber.

”I dag står arbejdsområderne bare klar. Vi skal ikke bruge tid på at få folk ud og finde ud af, hvad der tilhører dem. Det er nogle meget simple indgreb, men det gør en stor forskel både i forhold til dialogen og fremdriften. Det ser man tydeligt. Vi har hele tiden sagt, at vi gerne vil hjælpe håndværkerne, men at de skal sætte rammerne for indsatsen, for det er dem, der går ude i arbejdsområderne hver dag.”

Man skal gå forrest med det gode eksempel

Christopher ”PH” Reinseth er tømrer på sagen. Han fortæller, at det tidligere har været svært at komme frem på pladsen på grund af de andre håndværksgrupper. En byggeplads bliver aldrig helt perfekt, og han havde gerne set en forandring tidligere, men han er alligevel godt tilfreds med indsatsen.

”Det er blevet meget bedre. Man skal ikke flytte alt muligt for at komme ind til sine egne ting. Forholdene er blevet rimelig fine – efter de er kommet ind i kampen nede på kontoret. Det giver et bedre forhold til byggeledelsen, for nu kan vi koncentrere os om at snakke om løsninger og alt det væsentlige, frem for at snakke om oprydning.”

Ifølge Jacob Holmegaard gør det en stor forskel, at det er tiltag, der kommer fra A&K’s side. Det er vigtigt at gå forrest med det gode eksempel. Man skal vise, at det ikke bare er fluffy ord til et sikkerhedsmøde, men at man holder, hvad man lover.

”Dialogen med håndværkerne er virkelig god, og deres respons er meget positiv. De bruger hjælpemidlerne, som vi har stillet til rådighed, og dét siger mig, at vi har gjort et eller andet rigtigt. Vi har fået en plads, der skinner i forhold til før, hvor der var støv og affald alle vegne. Nu er man et skridt foran i stedet for at være to skridt efter, og det gør noget for fremdriften. Folk ved også, at de ikke kan komme ned og sige til byggeledelsen, at de ikke kan komme frem, for de har fået stillet alt til rådighed.”

Især er Jacob Homegaard glad for indsatsen fra egenproduktionens side.

”Egenproduktionen er et skridt foran, synes jeg. De har faktisk meget erfaring med alt det her, som vi går og roder med herinde. De kommer fra nogle store sager, og har gået igennem de samme udfordringer, så jeg synes, at vi kan trække lidt på hinanden. De er gået ind i samarbejdet med os for at få styr på det.”

Pladsmanden gør en forskel

Jacob har hyret en dedikeret pladsmand, der forstår byggepladsens kompleksitet. Det giver god mening på en stor sag med mange håndværkere, og alle parter er enige om, at især pladsmanden gør en stor forskel.

”Han har brugt en del timer på at sætte det her op, så når han ser noget, der ikke er i orden, så siger han til, og det har folk respekt for. Han har alle certifikater, så han kan køre alle maskiner, og det hjælper os meget, især fordi vi ikke har så meget plads. Han kom til for at løse nogle logistiske udfordringer, og vi har fået en nemmere hverdag og en proces, der glider bedre. Han er lidt en byggeleder ude i marken.”

Sådan siger Jakob Holmegaard, der har hyret pladsmanden efter tidligere at have arbejdet sammen med ham. Også PH er glad for indsatsen.

”Det er en rimelig stor plads med mange faggrupper og smalle gange, så er der mange ting, der skal flyttes rundt hele tiden. Der skal støvsuges, og der skal ryddes op, og der er mange logistiske udfordringer og få mand med truckkørekort, så det er godt med pladsmanden. Det betyder, at oprydningen er blevet meget bedre,” siger han.

Ros fra bygherre

Arbejdsmiljøchef Jesper Yttesen er imponeret over indsatsen. Han kan i sine runderinger se en stor forskel fra tidligere i forløbet.

”Tidligere havde byggeledelsen en slåskamp med UE’erne om, men med de her tiltag har de gjort det nemt for håndværkerne, så der ikke længere er nogen undskyldning for ikke at rydde op. Orden skaber en bedre byggeproces, fordi folk skal ikke bruge tid på at finde deres ting og rydde op efter andre. Det er meget banalt, men det har stor effekt.”

Han fortæller, at der kommer meget ros på sikkerhedsrunderingerne med bygherrens eksterne kontrolkonsulent. Også herfra er det tydeligt, at der er kommet mere skik på pladsen.

”Byggeledelsen får ros for tiltagene på pladsen. Konsulenten kan se, at der er stor vilje hos deres side. Det er jo vigtigt, for det er bygherres mand.”

Adserballe & Knudsen er hovedentreprenør på sagen, der startede op i 2018. Læs projektbeskrivelsen her.

Sagen blev indledt med et Kick Off mellem parterne for at styrke det tidlige samarbejde. Læs mere om Kick Off her.