Rogers rolle er at diagnosticere problemer og identificere løsninger, og så trække sig ud af sagen igen. Hans temperament er ikke til at sidde på den samme byggeplads i flere år, så den omflakkende stil passer ham godt.

”Jeg trives virkelig i en rådgivende funktion, og for mig er det meget sjovere end at sidde med ansvaret for flere store sager. Jeg har haft ondt i maven tidligere i mit arbejdsliv, og der må jeg indrømme, at det her job er lidt luksusagtigt. Som jeg siger til mine unger, så er det det bedste job, jeg nogensinde har haft”, siger han og fortsætter:

”Jeg laver alt det, som jeg bedst kan lide. Som mange andre i min branche så er mit arbejde min hobby, og jeg kan sagtens finde på at sidde og tegne på gule lapper om aftenen, mens jeg forsøger at løse et eller andet problem.”

Tæt på håndværkerne

Roger går både op i de store linjer og de små detaljer. Den overordnede plan og hverdagens praktik skal forenes i en højere enhed, fordi en byggeproces af natur er en omskiftelig affære. Man kan ikke bare sætte sig et langsigtet mål ude i horisonten, og forvente at man når hen til det i en lige linje.

Igennem sin karriere har han specialiseret sig i trimmet byggeri, og han arbejder blandt andet efter et princip om at følge processerne meget tæt ude på pladsen. Hvor nogle byggefolk hælder til de store projektplaner, foretrækker Roger de detaljerede ugeplaner.

”I min erfaring kommer man bedst ned i materien ved at snakke med dem, der skal udføre arbejdet. Jeg kan godt lide den tætte kommunikation med håndværkerne, som ugeplanerne giver. Det giver bedre styring og overblik. Det er jo det, der gør arbejdet sjovt. Når din ugentlige produktion kører, og du hver dag 100 % rammer dine mål, så bliver du jo helt høj.”

For Roger er byggeriet et komplekst samspil, og hvis man skal holde styr på alle trådene, kræver det konstant kommunikation imellem parterne. Branchen er i dag både mere sikker og bedre struktureret end nogensinde før, men der er stadig noget at lære fra de gode, gamle dage, mener han.

”Byggeriet er en kombination af noget meget primitivt og noget meget komplekst. Dengang man drak øl på pladserne, fik man håndteret mange ting i drikketiden, men i dag går man ned i hvert sit skur i pauserne. Den tid skal vi selvfølgelig ikke tilbage til, men der er noget i metoden, hvor man får snakket sammen på en uformel måde, som vi godt kan lære af i moderne byggeri.”

Man skal hele tiden udvikle sig

Derfor bliver Roger også ved med selv at stille spørgsmål til de mennesker, som han arbejder sammen med til dagligt. Om det er egenproduktionen, underentreprenørerne, byggeledelsen eller hans overordnede gør ingen forskel. For sagen handler det om at skabe de bedste resultater. For ham selv handler det om at holde gang i udviklingen.

”Man kan ikke vide alt, og det er ikke forbudt at spørge. Det benytter jeg mig meget af. Der kommer noget nyt hele tiden. I faget og i livet. Det at leve er en konstant proces. Du kan ikke sige, at nu er jeg så og så klog, og nu er mit glas fyldt. Du er nødt til hele tiden at fylde på. Man kan ikke hvile på laurbærene. Man skal hele tiden være i proces, man skal hele tiden orientere sig, og man skal hele tiden udvikle sig – ellers er man jo ubrugelig.”

At så nogle frø

Lige så vel som han kan lide at suge ny viden til sig, kan Roger lide at lære fra sig. I hans øjne er det ikke bare meningen med jobbet; det er meningen med livet.

”Jeg har oplevet mange forskellige ting, og det er en fantastisk del af jobbet at kunne formidle og viderebringe erfaringer. Det er rigtigt sjovt. Hvis man skal være lidt filosofisk, så lever vi jo for at videregive den viden, som vi har optaget. Vi skal så nogle frø, og det synes jeg er meget fedt at medvirke til. Så giver det hele mening.”

Roger sidder i dag på Hotel Ascot, hvor han understøtter byggeledelsen i at omdanne hotellejligheder til hotelværelser på Studiestræde og Axeltorv i Indre By. Det er hans tredje sag for Adserballe & Knudsen, siden han i 2017 vendte tilbage til virksomheden efter en kort afstikker til en anden entreprenør.